Laugets historie

Følgende tekst er en bearbejdet tekst fra Festskrift til Roklubben Skjold i anledning af 75 års jubilæet i 1962.

Hele artiklen kan læses i Festskriftet p. 102 – 105

De fleste andre roklubber fik deres støtteforeninger i begyndelsen af 30erne. Dette blev også forsøgt i Skjold.

I 1930 indkaldtes til stiftelsesmøde for en støtteforening. Fra visse kredse var der stærk modstand mod planen, idet man frygtede »en stat i staten«. Bølgerne gik højt, at et af klubbens bedste og ældste medlemmer, Th. Andersen, meldte sig ud. Foreningen blev dog stiftet, den fik navnet »Skjoldersamfundet«, holdt senere konstituerende generalforsamling, vedtog love og valgte bestyrelse. Der blev afholdt et eller to møder, og senere hørte man intet til »samfundet«.

Først langt senere blev Skjolderlauget startet, og lauget når konfirmationsalderen i år, samtidig med at Skjold fejrer sit 75 års jubilæum, Altså er nu barne­årene, hvor man bar over med så meget, overstået drengen er ved at blive voksen, og man opdager, at man har gavn af ham. Man begynder endda nu at kunne stille krav til ham!

Og når mans tænker på, hvilken fornøjelse man har haft af ham i dette korte åremål, undrer man sig over, at man ikke fik ham meget før.

Årsagen er da heller ikke, at barnet var uønsket, men simpelt hen, for at blive i sproget, fødselsvanskeligheder, som følge af, at der blandt Skjolds mange gamle medlemmer var to mindre grupper af de ældste og de bedste, der nok begge nærede en meget stor kærlighed til klubben, men som desværre kun nødigt ville være i stue sammen og i hvert fald ikke ville give hinanden hånden.

Striden mellem dem skyldtes gamle årsager, der forlængst var glemt af alle andre end dem selv, men den var der, og da man ikke kunne vælge den ene part frem for den anden, og man ikke så mulighed for at samle begge i en ny forening, valgte man at undvære støtteforeningen.

Denne tilstand hæmmede naturligvis meget i Skjold, og det skal derfor tjene daværende formand Ernst Hill-Madsen til megen hæder, at han formåede at forlige de to hovedmænd så meget, at de i hvert fald kunne sidde ved samme bord, når bare Hill sad imellem.

Den 31. marts 1948 indkaldte Hill-Madsen derefter Skjold’s medlemmer af de ældre årgange til et møde med det formål, at få dannet en organisation af »de gamle«, for at vedligeholde kammeratskabet indbyrdes, samt ved økonomisk hjælp eller på anden måde støtte Roklubben Skjold.

Resultatet blev Skjolderlauget, der blev stiftet samme aften, og udviklingen har vist, at Skjold er Hill-Madsen megen tak skyldig for dette initiativ.

For det er vel ganske naturligt, at hvis man i en klub ønsker at beholde sine gamle medlemmer, hvorved man hos os forstår medlemmer med mindst 10 års anciennitet, og hvoraf enkelte i virkeligheden har mere end 50 års medlemsskab bag sig, må man gøre noget ekstra for dem, f. eks. i form af klubaftener eller fester, hvor de kan mødes med kammerater fra deres egne årgange.

Det arbejde, der skal gøres for at opfylde »de gamle«s ønsker på dette område, er Skjolderlaugets første opgave, og de skiftende laugsstyrelser har skaffet sig mange grå hår for at finde arrangementer, der kunne opfylde dette formål.

 

De første år havde disse fester kun ringe tilslutning. De mange krigsår, og årene lige derefter, hvor vi helt savnede et samlingssted, havde bragt de gamle medlemmer for langt væk fra klubben, og forholdene på Langelinie var ikke tiltrækkende nok til at kunne samle dem igen. — Laugets medlemstal nåede i de første 10 år da heller ikke op over 50, og man var stolte, når der mødte 25 med­lemmer op til et arrangement.

Da vi fik vort nye klubhus, ændrede disse tilstande sig heldigvis. »De gamle« nærede stadig kærlighed til deres klub og ville gerne mødes med ligesindede for at opfriske minder fra den tid, der var engang. Man indførte da onsdagen som fast laugsaften, og, hele året igennem er der på denne dag stort fremmøde af gamle og halvgamle medlemmer, der dels har det hyggeligt sammen, og dels er et godt islæt i de unge medlemmers klubliv.

De ihærdigste ror om sommeren en tur i gig-otteren og dyrker gymnastik i en tilpas modereret form om vinteren, medens de mindre ihærdige sludrer eller spiller kort, og det er meget få onsdage året igennem, hvor der ikke er ca. 30 gamle medlemmer i løbet af aftenen.

Af de større fester, der fortjener at gå over i historien, skal nævnes en tur »ud i det blå«, der viste sig at gå med bugserbåd, elskværdigt stillet til rådighed af vort medlem skibsreder Kim Bærentzen, rundt i havnen, for at slutte ved en trappe i en af Christianshavns kanaler, hvorefter der var sildebord og skipperlobescoves, som den ellers kun laves til kaptajnen selv, i Færgecafeen i Strand­gade, samt en tilsvarende tur året efter, der efter en større omvej og en grund­stødning sluttede i Hvidovre havn.

Den første kammeratskabsaften for de gamle i Nivå var vist egentlig en stor fiasko men alligevel en week-end, som ingen af deltagerne glemmer eller ville have undværet. Bedre held havde man, da man stik imod al sund fornuft indbød til stor spisning med smoking-tvang. Det blev til en række årlige fester med god tilslutning.

I de sidste år har hovedarrangementet været en fest, der ser ud til at blive en tradition, som alle ser hen til med glæde. »Lysenes fest« i klubhuset, hvor hele huset er oplyst af 3-400 levende lys, og hvor man har en dejlig aften med en god middag og påfølgende bal til en fornuftig penge. Det er meningen, at man fremover vil benytte denne fest til fra laugets side at takke de personer i eller uden for klubben, der har vist os venlighed i årets løb, ved at invitere dem med som gæster her. Tilslutningen er så stor, at man må slutte tegningen ca. 14 dage før festen.

For at give eksempel på den uhøjtidelighed, der hersker i lauget, kan man slutte dette afsnit med at nævne generalforsamlingen i 1960, der vist satte verdensrekord i hurtighed:

Indvarsling: lovlig.

Beretning: absolut udtømmende.

Regnskab: godkendes.

Valg: genvalg.

Eventuelt: intet.

Generalforsamling hævet.

Kun dirigenten havde ordet. Den varede ialt 30 sekunder.

Når man i laugets formålsparagraf også nævner, at man vil støtte Skjold, økonomisk eller på anden måde, så er dette kun en fortsættelse af den interesse og sympati, som de gamle nærer for den klub, hvor de har oplevet så mange glade år.

Også uden lauget ville mange af dem sikkert støtte klubben på samme måde, som de gjorde det før lauget blev stiftet, men der findes opgaver, der løses lettere, når der bliver løftet i flok.

Lauget løser denne del af opgaven ved at anvende det indgåede kontingent til Skjold’s bedste ved at sætte særlige arrangementer eller indsamlinger i gang, når kontingentet ikke slår til og sidst, men ikke mindst ved at virke blandt de af laugets medlemmer, der i en given situation har særlige forudsætninger – at løse netop det aktuelle problem, hvad enten det så er af abstrakt eller mere kontant art.