Sommerroskole – en uge med fællesskab og sjov på vandet

I sidste uge af sommerferien holder vi i Roklubben Skjold en sommerroskole for unge mellem 12 og 18 år. Det bliver en uge med masser af sjove og lærerige aktiviteter både på vandet og på land, hvor der samtidigt vil være masser af tid til badning, sjov og hygge. I løbet af ugen kan I forvente at lære at ro i robåd, og at prøve mange andre sjove bådtyper som edonbåde, kajak og
supboard. Sommerroskolen arrangeres af roklubbens to ungdomstrænere, Ask og Jonathan, samt mange af klubbens andre medlemmer, der kommer ned og hjælper og sørger for at det bliver en god og tryg oplevelse.

PROGRAM

Sommerroskolen foregår i år fra d. 4 til d. 8 august. Mandag og tirsdag mødes vi kl. 9:00-15:00 på bådpladsen foran Roklubben Skjold på Strandvænget 51, 2100. De to første dage skal vi lære hinanden at kende, og introduceres til hvad roning er, og hvordan man gør. Vi kommer ud og ro på vandet begge dage, den første dag blot en kort introduktionstur og den anden dag tager vi til Charlottenlund strand, hvor vi går i land og spiser madpakker, spiller rundbold, hygger og bader, inden vi ror hjem igen.

Onsdag og torsdag foregår sommerroskolen i roklubbens sommerhus i Nivå, på Strandvænget 9, 3050. Vi står for transport til og fra Nivå, så børnene skal bare møde i roklubben onsdag morgen som normalt. I Nivå har vi kajakker, supboards og edonbåde som børnene kan prøve, og vi har mulighed for at låne både i Nivå roklub og ro ture langs kysten. Det er tiltænkt at der skal være en overnatning i Nivå, så der er sørget for underholdning og aftensmad inden børnene skal i seng. Hvis barnet ikke vil overnatte i Nivå, vil vi sørge for hjemtransport til roklubben efter aftensmaden, og tilbage til Nivå fra roklubben om morgenen. Vi ankommer til roklubben igen torsdag eftermiddag, og programmet slutter der kl. 15:00.

Fredag mødes vi igen i roklubben, og for at slutte en hyggelig uge af afholder vi det traditionsrige lagkageløb, hvor deltagerne i hold vil dyste mod hinanden om lagkageingredienser, og til sidst samle den bedst mulige lagkage, som forældrene er inviteret til at smage kl. 14:30.

Et fuldt og detaljeret program for ugen kan findes herunder:
Program til Forældre Sommerroskole 2025

PRIS OG TILMELDING

Prisen for sommerroskolen er 100 kr, hvilket dækker alle ugens udgifter, inklusiv mad og overnatning i Nivå. Tilmelding foregår ved at udfylde formularen i finder her, og er først gældende når der er overført 100 kr til 1551 4330210559.
Tilmeldingsformular Sommerroskole 2025

SIKKERHED PÅ SOMMERROSKOLEN

Sikkerheden på sommerroskolen er selvfølgelig meget vigtig for os. Derfor har vi krav til at alle deltagere kan svømme min. 800m, hvilket skal bekræftes med et svømmebevis. Der vil altid blive båret redningsvest når vi er på vandet, og vi vurderer altid hvad der er forsvarligt ift. vind, vejr og besætningens evner. Nedenunder kan du finde et dokument om rammer, ansvar og sikkerhed på sommerroskolen, som du bedes læse og erklære dig enig i ved tilmeldning.

Forældreerklæring 2025

Vi håber at du eller dit barn har lyst til at deltage i årets sommerroskole.

Hilsen Ungdomsroerne i Roklubben Skjold