Roklubben Skjold inviterer til Danmark Padler og Åbent Hus tirsdag den 30. maj kl. 17-20

Kom og prøv en tur på vandet og find ud af, om kajak er noget for dig. Det er gratis at deltage, og vi stiller udstyr til rådighed og sørger for god sikkerhed. Skiftetøj er dog en god idé, da man kan blive våd. Arrangementet foregår ved vores klubhus, så der er mulighed for omklædning mv.
Alle kan være med, også selvom du aldrig har prøvet det før. Du skal blot møde op – og tag gerne din ven eller nabo med. Vi ses til et par hyggelige timer på vandet.
Åbent Hus
Samtidig med Danmark Padler holder vi Åbent Hus. Hos os kan du udover hav- og turkajak lære at ro inriggere (robåde), kaproningsbåde og coastalbåde. Så vi kan det hele. Der er altid en båd, der passer til vejret, uanset om der er fladt vand eller høje bølger.
Hvad enten du er til motionsroning, kaproning eller langture, så er der altid noget for dig. Vi er en klub med traditioner og fællesspisning, der repræsenterer alle aldersgrupper (fra 12 år).
Vores adresse er: Strandvænget 51, 2100 København Ø (i Svanemøllehavnen).
Danmark Padler afholdes 27. maj – 5. juni 2023 og er et landsdækkende event, der har til formål at give flest mulige danskere en oplevelse med kajak, kano eller SUP. Bevæg dig for livet – Kano, kajak og SUP står bag Danmark Padler.